top of page

Cross Over

Plakat-A6_www_CROSS-OVER_05.nov-22.dec.jpg
5. november til 22. december 2022
FERNISERING D.5. NOV
KL. 14.00 - 16.00

 

Anne Marie Ploug (AP) og Ann Sophie Stærk (AS) alias ASAP har skabt udstillingen “Cross over“ i et samarbejde på tværs af Atlanten.
 

Anne Marie Ploug bor i København og Ann Sophie Stærk i New York. Hver især tager de afsæt i deres umiddelbare omgivelser.

 

Anne Marie Ploug`s værker kredser om forskydninger af rum. Med inspiration fra naturen, kontraster og lys indfanger hun, gennem sine grafiske greb og teknikker, materialernes forskellige toner og stofligheder, et visuelt poetisk sprog der taler til kroppen og til rum. Ann Sophie Stærk’s værker kredser om virvaret i by-rummet. Hun frigør kendte genstande og rum fra deres funktion. Velkendte motiver forstyrres, befolkes og forvandles til magiske dyr, sensuelle kvinder og utæmmet flora. De to kunstnere ser mennesket og naturen som uløselig forbundne og lader de forskellige lag overlappe så de kommer til at eksistere i samhørighed i værkerne.

 

Tiden, individet og naturen er foranderlige i modsætning til materialet silke, der over årtier forbliver et stærkt, naturligt og luksuriøst materiale. Kunstnerne har derfor valgt at trykke på kvadratiske silketørklæder som repræsenterer et udsnit af rummet i naturen eller i individet og derigennem lade fortællinger folde sig ud.

 

“Cross over” er også et grafisk eksperiment, hvor de to kunstnerne, med hver deres tilgang skaber en forbindelse imellem deres udtryk hvor linjer, bevægelse og farver falder i hak.

Velkommen til “Cross over”

Kunstnerne vil være til stede ved åbningen d. 5. november

Anne Marie Ploug (AP) uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Grafisk Skole ved professor Vibeke Mencke Nielsen i 1995, og har siden udstillet på en lang række udstillinger både i Danmark og internationalt, senest med solo udstillingen MORI MORI på Horsens Kunstmuseum i 2022. Hun er repræsenteret i Statens Kunstfond, Horsens Kunstmuseum, Islands Nationalgalleri, Carlsberg Museum og på Århus Universitet, 2019 med udsmykningen Mikro Makro. I 2019 blev hun tildelt Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsen hæderslegat og i 2022 nomineret til The Queen Sonja Print Award, verdens førende pris for grafisk kunst.

Ann Sophie Stærk (AS) uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, malerskole ved professor Claus Carstensen i 1999. Ann Sophie har lavet adskillige

udsmykninger for design butikker i New York. I Danmark udsmykkede hun Holstebros nye Retsbygning og en retssal i Københavnsbyret. I 2021 var hun del af  udstillingen Tegneland på Silkeborg bad.

Ann Sophie Stærk og Anne Marie Ploug startede deres samarbejde tilbage i 2002 hvor de grundlagde kunstnergruppen Quirky Girls der bl.a udstillede på DCA gallery i NYC, Horsens Kunstmuseum og Den Frie Udstillingsbygning og vandt adskillige priser.

bottom of page