top of page

Sammentræf

Karin Birgitte Lund & Bjarne Werner Sørensen
SAMMENTRÆF
Udstilling af grafiske værker
6. november til 22. december
Åbningstid to.-sø. kl. 13-17


Kom til Fernisering på vores næste udstilling i Grafikgalleriet på Holmegaard Værk: Vi er stolte af at præsentere grafik fra Bjarne Werner Sørensen og Karin Birgitte Lund. Udover et imponerende bagkatalog, har Bjarne og Karin været på værkstedet og skabt nye værker til udstillingen. Vi byder velkommen fra kl. 14 d. 6/11-21.


Karin Birgitte Lund og Bjarne Werner Sørensen er meget forskellige grafikere, og viser på denne udstilling deres forskellige tilgange til grafik i et visuelt sammentræf, hvor de supplerer hinanden med motiver der står som drømmeagtige, æteriske billeder af abstrakt karakter.


At være grafiker, i ordets oprindelige betydning, er at være en billedkunstner der arbejder med grafik. Og udstillingen viser et stort udvalg af litografier og kobbertryk indenfor denne stærke tradition, udført af Karin Birgitte Lund og Bjarne Werner Sørensen.


Karin Birgitte Lund finder motiver der er upåagtede. Motiver af virkelighedsfragmenter der gennemarbejdes som minutiøse aftegninger, og med grafisk vekselspil mellem lys og skygge. Det kan være efterladte, henkastede ting, eller blot spor deraf. Det kan være ridser i en mur eller en afskalning af maling på en mur. Et stykke af virkeligheden som andre ikke ser. En upåagtet verden af skønhed og forunderlighed bringes frem i lyset.


I Bjarne Werner Sørensens abstrakte værker folder vægtløse vækstformer sig ud. De skiftevis fortætter og spreder sig, uden at antage genkendelige former, men balancerer i en abstraktion mellem energi, kaos og struktur. Samlet set udgør de en flimrende flade af organiske mønstre, og viser ind i et dyb, der virker fjernt og nært på samme tid. Det er ikke entydigt, hvad der er fast bund og grund, eller om bevægelsen samler eller spreder sig.


Karin Birgitte Lund (født 1946) og Bjarne Werner Sørensen (født 1960) har begge en praksis der er funderet i klassisk trykgrafik, og har begge været engagerede i foreningen Danske Grafikere, ligesom at Karin Birgitte Lund har været tilknyttet som konsulent ved det grafiske værksted på Statens værksteder for Kunst, hvor Bjarne Werner Sørensen er tilknyttet i dag. Karin Birgitte Lund som er kendt for at stå bag motiverne på Nationalbankens pengesedler, er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi på Grafisk Skole hos professor Palle Nielsen og på Malerskolen hos professor
Søren Hjorth Nielsen. Bjarne Werner Sørensen er uddannet på Det jyske Kunstakademi hos John Olsen.

bottom of page